
Rynket rose
Rynket rose breder sig hurtigt og kvæler den oprindelige, danske natur langs Odsherreds kyster. Rosen, som i folkemunde kaldes hybenrose, kommer oprindeligt fra Nordøstasien.
Hvorfor fjerner vi rynket rose?
Rynket rose fortrænger i den danske natur. Den har især spredt sig langs kysterne. Når rosen er blevet stor overskygger den nemt de mindre planter. De små, hjemmehørende kystplanter forsvinder og resulteret er et artsfattigt plantesamfund. Færre plantearter betyder også færre dyr og insekter, som f.eks. sommerfugle og fugle.
Rynket rose er importeret til Danmark fra det nordøstlige Asien. Derfor har planten ikke nogen naturlige fjender, som kan holde den i ave. Dens uhæmmede vækst truer vores oprindelige natur, og mange grundejere har, ligesom kommunen på udvalgte steder, valgt at bekæmpe planten.
Hvad kan du gøre?
Vi vil meget gerne opfordre alle til at hjælpe med at få bekæmpet de invasive arter i Odsherred Kommune. Gå praktisk til værks.
- Tag en grensaks og handsker med på turen og gør livet surt for de invasive arter. Husk at få tilladelse fra grundejeren til din indsats.
- Overtal din grundejerforening til at lave en fælles indsats.
I nogle tilfælde vil kommunen gerne indgå i konkrete samarbejdsprojekter. Husk at du altid er velkommen til at kontakte Naturteamet i Center for Erhverv, Teknik og Kultur for vejledning eller hjælp.