Ejendomsvurdering og boligskatter

En ejendomsvurdering er statens vurdering af din boligs værdi. Det er Vurderingsstyrelsen under Skatteforvaltningen, der vurderer din ejendom. Din ejendomsvurdering består af 2 værdier: ejendomsværdi og grundværdi. De 2 værdier bliver brugt til at beregne din boligskat.

Ejendomsbidrag opkræves af kommunen

Ejendomsbidragene opkræves fortsat af kommunen. Bidrag er for affald/renovation, skorstensfejerbidrag og rottebekæmpelse, og for få ejere, enkelte andre poster. 

Alle ejere af ejendommen modtager bidragsbilletten. Den ejer der er primær ejer, modtager den originale bidragsbillet, de andre ejere modtager med KOPI påført. 

Ejendomsbidraget betales i én rate, betalingsfrist den 1. februar gældende fra år 2026.

Er ejendommen ikke tilmeldt til betalingsservice, sendes der et indbetalingskort ca. 14 dage før betalingsdatoen. Opkrævningen sendes kun til primær ejer. Du kan tilmelde til betalingsservice via din netbank.

Ejerskiftet

Et ejerskifte bliver indberettet snarest muligt, efter kommunen har modtaget informationen fra tinglysningen

Det er den tinglyste ejer af fast ejendom på stiftelsestidspunktet, som er 1. januar, der hæfter for betaling af de kommunale ejendomsbidrag, der er for ejendommen, og således er omfattet af gebyrlovens § 4, stk.1 og 2.

Betalt ejendomsbidrag skal indgå i refusionsopgørelsen mellem køber og sælger.
Det betyder bl.a., at den tinglyste ejer pr. 1. januar skal sørge for betalingen for hele året - også selvom ejendommen skifter ejer i løbet af året fx i forbindelse med salg i fri handel. Køber og sælger må afklare dette forhold i forbindelse med handlen - typisk over refusionsopgørelsen.

 

 

Opkrævning af boligskat samles i staten

Tidligere har du som boligejer betalt skat af din ejendomsværdi løbende via årsopgørelsen, mens kommunen har opkrævet skat af grundens værdi (grundskyld) to gange årligt. Der kom nye boligskatteregler den 1. januar 2024 og opkrævningen af boligskatter er samlet i staten.

Dermed bliver både ejendomsværdiskat og grundskyld opkrævet via skatten, så der ikke længere kommer en opkrævning af boligskat fra kommunen.

Hvis du ønsker eller har pensionistlån

Også låneordningen til betaling af ejendomsskatter (pensionistlån) er overgået til SKAT. Har du et pensionistlån oprettet før 2024, kan kommunen oplyse restgæld og modtage indfrielse af lånet. Har du spørgsmål derudover, skal du kontakte SKAT. Læs mere om pensionistlån herunder:

Hvis du er pensionist, kan du låne til betaling af din grundskyld. Grundskyld kaldes også ejendomsskat. Lånet kræver, at du eller din ægtefælle har nået folkepensionsalderen – eller modtager førtidspension, delpension, seniorpension, tidlig pension eller efterløn.

Pensionistlån er et lån med renter. Du kan kun få pensionistlån i én ejendom ad gangen. Når du optager lånet, skal du stille sikkerhed i din ejendom. Du kan derfor ikke få et pensionistlån, hvis der ikke er friværdi i din ejendom.

Hvis du ejer ejendommen sammen med andre, skal de give samtykke til, at skatteforvaltningen opretter et lån med sikkerhed i jeres fælles ejendom. Hvis du bor i ejendommen sammen med en ægtefælle, skal din ægtefælle give samtykke til pensionistlånet – uanset om I ejer ejendommen sammen.

Hvis du får et pensionistlån, skal det først betales tilbage, når du sælger din ejendom. Men du kan vælge at indbetale et valgfrit beløb, hvis og når du ønsker det.

Sådan låner du

I 2024 overtog SKAT låneordningen fra kommunerne. Du kan ansøge om et pensionistlån via TastSelv/boligskattelån, som du finder på skat.dk.

Har du allerede et lån?

Hvis du har et aktivt pensionistlån i kommunen, har SKAT automatisk oprettet et nyt lån, efter staten har overtaget låneordningen fra 2024. På din forskudsopgørelse kan du se, hvor meget der forventes, at du kommer til at låne.

SKAT vil på et senere tidspunkt tinglyse sikkerhed for lånet. Når skatteåret er slut, vil det endelige lån til grundskyld blive stiftet. Herefter vil det fremgå af en personlig låneoversigt på TastSelv på skat.dk.

Gamle lån bliver hos kommunen

Alle pensionistlån hos kommunerne bliver standset, efter SKAT har overtaget låneordningen 1. januar 2024. Lånene sættes i bero, men der vil fortsat komme renter på. Du behøver dog ikke betale lån eller renter tilbage, før du sælger den ejendom, du har lån i.

De kommunale pensionistlån frem til 2024 bliver indtil videre i kommunerne. Hvis du vil have overblik over dine lån frem til 2024, skal du derfor kontakte den kommune, der har bevilget lånet (den kommune, som ejendommen ligger i).

Opkrævning af ejendomsbidrag

Boligejere modtager fra år 2026 én gang årligt en opkrævning fra Odsherred Kommune på ejendomsbidrag. Det omfatter bidrag til renovation/affald og rottebekæmpelse for alle boligejere - og skorstensfejer og/eller pumpelag for boligejere, hvor det er relevant. 

Tidligere er opkrævningen af ejendomsbidrag sket samtidig med opkrævningen af grundskyld, men når opkrævningen af boligskatter overgik til staten fra år 2024, vil Odsherred Kommune i stedet opkræve ejendomsbidragene særskilt.