
Anton fra Rørvig jagter Danmarksmesterskabet
19-årig lærling gør sig klar til DM i Skills med brosten og chausse-sten

På en solbeskinnet forårsdag i marts er der gang i arbejdet i en have i Nykøbing. Her står 19-årige Anton Salkvist fra Rørvig side om side med sin mester, Daniel Lionett, og bygger en mur.
Men det er ikke en helt almindelig arbejdsdag. For om lidt gælder det Danmarksmesterskabet for unge håndværkerlærlinge - DM i Skills.
Anton er anlægsgartnerlærling hos Daniel Lionett, der ejer anlægsgartnerfirmaet Liljehaven i Nykøbing. Efter tre år og seks måneder i lære er han nu tæt på at være færdiguddannet i maj.
Vejen til DM begyndte på Roskilde Tekniske Skole Vilvorde, hvor han blev spurgt, om han ville stille op. To anlægsgartnerlærlinge fra skolen fik muligheden - og Anton sagde ja.
21 timer med sten, præcision og kreativitet
Til DM i Skills, der finder sted i Hjørring fra den 22. til den 25. april, skal deltagerne løse en omfattende opgave over i alt 21 timer.
I hver deres boks på 2 x 6 meter skal de blandt andet bygge en brostensmur, en brostenstrappe, en klinkemur og et lille vandbassin.
Anton er såkaldt “grå” anlægsgartner. Det betyder, at han primært arbejder med belægning, fliser og sten – i modsætning til de “grønne”, der arbejder med planter, træer og buske.
”For resten skal vi også bygge et espalier i træ, men det forbereder vi på forhånd på skolen og tager det med til Hjørring, så det bare skal samles,” fortæller han.
Begyndte med praktik i 9. klasse
Interessen for faget opstod allerede i 9. klasse, hvor Anton skulle i erhvervspraktik. Her endte han hos Liljehaven – og det blev afgørende.
”Daniel sagde, at jeg gerne måtte vende tilbage, hvis jeg en dag ville i lære. Jeg synes, det er megafedt at gå ude og arbejde hele dagen, så jeg spurgte, da jeg var færdig med skolen,” siger Anton.
I dag er det et valg, som både lærling og mester er glade for.
”Vi er ret stolte af ham. Han er ikke kun dygtig til sit arbejde, han er også et godt menneske. Det betyder også noget,” siger Daniel Lionett.
Klar til næste niveau
Selv om konkurrencen er hård, går Anton til opgaven med ro.
”Jeg forsøger at finde smarte metoder og få gode idéer til, hvordan jeg gør det bedst. De fleste opgaver er jo noget, vi går og arbejder med hver dag. Så jeg er faktisk allerede i god træning,” siger han.
Ambitionen er klar: Han vil gerne vinde.
Og lykkes det, kan næste stop blive endnu større - nemlig EM i Skills.
Indtil da handler det om sten, præcision og 21 timers benhårdt arbejde i Hjørring. Og måske lidt nerver. Men ikke for mange.
